Generelle oplysninger
Brand Vision v/ Christina Ninnis Alevrofas
CVR-nummer: 40538860 | E-mail: hello@brandvision.dk
Opdateret september 2025
Formål og anvendelse
Disse handelsbetingelser gælder for levering af ydelser fra Brand Vision, herunder fotografering, brandingydelser, visuel identitet, rådgivning, klippekort og designudkast. Betingelserne kan kun fraviges ved skriftlig aftale.
Brand Vision forbeholder sig retten til løbende at ændre handelsbetingelserne. Ændringer har ikke tilbagevirkende kraft for allerede indgåede aftaler.
Booking og aftale
Du booker rådgivning, fotografering eller brandingydelser via kontaktformularen på hjemmesiden, telefonisk eller via e-mail. En aftale anses som indgået, når Brand Vision har modtaget din skriftlige accept, eller når du har betalt depositum eller fuld pris.
Tilbud er gyldige i 14 dage fra afsendelsesdato.
Pris og betaling
Alle priser er opgivet ekskl. moms, medmindre andet fremgår. Brand Vision forbeholder sig ret til at justere priser og timebetaling for fremtidige opgaver.
Ved ekstraarbejde forbeholdes retten til at fakturere yderligere, f.eks. hvis:
- der ønskes rettelser ud over aftalt antal korrekturgange (der ydes ikke korrektur på fotografering ved smagssager)
- det fremsendte materiale er mangelfuldt
- der tilføjes opgaver, som ikke fremgik af den oprindelige aftale
Fotografering faktureres som udgangspunkt efter endt opgave eller efter aftale. Digitale billeder og produkter leveres først, når betalingen er registreret.
Visuelle analyser, rapporter og andre digitale leverancer betales forud (eller i rater) og igangsættes først, når betaling er modtaget. Levering sker efter aftale.
Rådgivning, sparring og konsulentydelser afregnes på timebasis og faktureres efter endt ydelse. Tidsforbrug afregnes i intervaller á 15 minutter, dog med et minimumskøb på én time pr. opgave.
Betalingsfristen er otte dage fra fakturadato. Ved overskridelse pålægges rykkergebyr og eventuelle inkassoomkostninger. Ved betalingsmisligholdelse over 30 dage betragtes aftalen som væsentligt misligholdt.
Levering
Fotografier leveres digitalt via et personligt online galleri og altid i redigeret form. RAW-filer udleveres ikke, da billederne repræsenterer Brand Visions visuelle signatur og brand.
Levering sker som udgangspunkt inden for 14 dage efter fotografering, men i travle perioder kan leveringstiden være længere. Digitale filer leveres først, når betaling er modtaget.
Andre ydelser, såsom brandingmateriale, designudkast, rapporter, website mm. leveres som aftalt og senest ved projektets afslutning.
Ved aftalt deadline anses forsinkelse først som væsentlig ved mere end 30 arbejdsdage. Brand Vision kan ikke holdes ansvarlig for forsinkelser forårsaget af forhold uden for virksomhedens kontrol, herunder sygdom, ulykke, kundens manglende medvirken eller tredjepartsleverancer.
Styling og udseende ved fotografering
Brand Vision guider undervejs i fotograferingen med små justeringer såsom kropsholdning, tøjfolder og udtryk, men fungerer ikke som stylist, makeupartist eller personlig shopper.
Det er kundens eget ansvar at vælge tøj, hår og makeup. Det anbefales at forberede sig grundigt og eventuelt medbringe stylist eller makeupartist.
Efterfølgende billedredigering omfatter basale justeringer af lys, farver og mindre fejl, men ikke avanceret retouchering eller ændringer af kropsform, tøjstil eller lignende, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Billedvalg, kundens medvirken og afslutning af opgave
Efter fotograferingen stilles et online galleri til rådighed for kundens billedudvælgelse, medmindre andet er aftalt. Kunden er forpligtet til at medvirke aktivt ved at udvælge billeder inden for den angivne frist.
Udvælgelse af billeder skal ske senest 3 måneder efter modtagelse af galleriet, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Såfremt kunden ikke har foretaget billedudvælgelse inden fristens udløb, forbeholder Brand Vision sig retten til:
- at sende op til tre skriftlige påmindelser
- at sætte opgaven på pause
- at udvælge og færdigredigere billeder efter eget faglige skøn og anse opgaven som afsluttet
- at lukke og slette galleriet
Genåbning af galleri efter fristens udløb kan ske mod betaling af et administrationsgebyr, såfremt materialet fortsat forefindes.
Brand Vision er ikke forpligtet til at opbevare uvalgte billeder eller råmateriale udover 6 måneder efter fotografering, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Fortrydelsesret
Fortrydelsesretten frafalder ved påbegyndelse af fotografering, rådgivning eller levering af skræddersyet digitalt materiale, da disse ydelser tilpasses individuelt og ikke kan returneres.
Fortrydelse skal meddeles skriftligt inden opgavens opstart.
Ophavsret og brugsret
Brand Vision bevarer i henhold til ophavsretsloven den fulde ophavsret til alle leverede billeder og materialer.
Kunden opnår en ikke-eksklusiv, tidsubegrænset brugsret til de leverede billeder og andre visuelle leverancer til egen markedsføring og kommunikation, herunder, men ikke begrænset til, hjemmeside, sociale medier, presseomtale, nyhedsbreve, foredrag, præsentationer samt samarbejdspartneres omtale af kunden.
Billederne må videregives til tredjepart i det omfang, det sker som led i kundens egen profilering, omtale eller markedsføring.
Billederne må ikke videresælges, overdrages, sublicenseres eller anvendes kommercielt af tredjepart som selvstændigt produkt uden forudgående skriftlig aftale med fotografen.
Ved redaktionel brug (fx avisartikler, fagmedier, onlineartikler mv.) krediteres fotografen, hvor det er praktisk muligt, med angivelsen: Foto: Christina Ninnis Alevrofas
Brand Vision forbeholder sig retten til at anvende færdige projekter og billeder som reference i egen markedsføring, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Modificering, AI og billedmanipulation
De leverede billeder må ikke ændres, redigeres, manipuleres, viderebearbejdes eller anvendes til at skabe afledte værker uden forudgående skriftlig tilladelse fra Brand Vision.
Dette omfatter, men er ikke begrænset til:
- anvendelse i eller upload til AI-baserede billedværktøjer, herunder værktøjer til generering, stiloverførsel, “re-imagining” eller automatiseret redigering
- brug af filtre, presets eller automatiske redigeringsfunktioner
- manipulation af ansigt, krop, proportioner eller udtryk
- ændring af farver, tøj, baggrunde, stemning eller billedets visuelle udtryk
AI-genererede versioner, fortolkninger eller viderebearbejdninger baseret på de leverede billeder betragtes som afledte værker og er ikke tilladt uden skriftlig tilladelse.
Pligt til fjernelse ved overtrædelse
Såfremt billeder anvendes i strid med ovenstående, herunder i AI-værktøjer eller af tredjepart, er kunden forpligtet til:
- straks at fjerne det pågældende materiale fra egne platforme
- aktivt at anmode tredjepart, platforme eller tjenester om at fjerne materialet
Brugsretten betragtes først som genoprettet, når materialet er fjernet i det omfang, det er teknisk og praktisk muligt.
Udvidet redigerings- og brugsret (tilkøb)
Kunden har mulighed for at tilkøbe en udvidet redigerings- og brugsret mod et engangsbeløb på DKK 5.000 ekskl. moms pr. billedserie.
Denne udvidede rettighed giver kunden tilladelse til frit at redigere, manipulere og viderebearbejde billederne, herunder ved brug af filtre, farveændringer og AI-baserede værktøjer, uden forudgående godkendelse fra Brand Vision.
Ved tilkøb af denne rettighed:
- bevarer Brand Vision ophavsretten
- bortfalder kravet om kreditering
- påtager kunden sig det fulde ansvar for det endelige visuelle udtryk
Billederne må fortsat ikke videresælges, sublicenseres eller anvendes som selvstændigt produkt af kunden eller tredjepart.
Mangler og reklamation
Kunden er forpligtet til at gennemgå det leverede materiale straks efter modtagelse og reklamere skriftligt, hvis der foreligger en mangel.
Brand Vision har ret til at udbedre eventuelle fejl inden for rimelig tid. Mindre afvigelser i farver, størrelse eller kvalitet berettiger ikke til prisafslag. Farveforskelle mellem skærmvisning og print eller web kan forekomme og anses ikke som en mangel.
Ansvar og begrænsninger
Brand Vision kan ikke gøres ansvarlig for:
- tab af data, tabt fortjeneste eller driftstab
- indirekte tab
- kundens manglende rettigheder til anvendt indhold
- materiale leveret af kunden, herunder filer og grafik
Kunden er ansvarlig for, at alt materiale, der overdrages til brug i markedsføring, design eller fotografering, er lovligt og ikke krænker tredjemands rettigheder. Ved krav fra tredjemand på baggrund af kundens materiale, holdes Brand Vision skadesløs.
Alt materiale opbevares forsvarligt, men opbevaring sker på kundens ansvar. Kunden bør selv sørge for relevant forsikring.
Underleverandører
Brand Vision forbeholder sig retten til at lade hele eller dele af opgaven udføre af samarbejdspartnere eller underleverandører. Det påvirker ikke aftalens gyldighed.
Lovvalg og værneting
Enhver uoverensstemmelse afgøres efter dansk ret.


