Når flot design spænder ben for læsbarheden

Når jeg analyserer hjemmesiders digitale førstehåndsindtryk, kigger jeg ikke kun på billeder og budskaber. Jeg ser også på læsevenlighed.

God læsbarhed er en væsentlig del af den samlede oplevelse. Hvis teksten er svær at læse, skal brugeren anstrenge sig, og det er sjældent en fordel.

Vores hjerner er indrettet til at spare energi. Med andre ord er vores hjerner ret dovne.

Derfor foretrækker vi løsninger, der er nemme at afkode og forstå. Jo mere besvær der er forbundet med at læse en tekst, jo større er risikoen for, at brugeren bliver irriteret eller giver op.

Et konkret eksempel fra virkeligheden

Som en del af en lille øvelse, jeg ofte laver for at holde mig skarp, googlede jeg ”yogastudie københavn”. Her faldt jeg over Ohm Yoga.

Ved første øjekast har de en rigtig flot hjemmeside. Der er masser af luft i designet, smukke billeder og et moderne udtryk. Det er tydeligt, at de ønsker at kommunikere, at deres faciliteter er æstetiske og luksuriøse.

Men ved nærmere kig opstår der et problem.

Når kontrasten er for lav

Flere steder er teksten svær at læse. Lysegrå baggrund med mørkegrå tekst – og enkelte steder hvid tekst på en gul knap. Kontrasten er simpelthen for lav.

Ved hjælp af værktøjet Color Contrast Checker fra coolors.co kan man hurtigt teste læsbarheden. Skalaen går fra 1 til 21, hvor sort tekst på hvid baggrund scorer 21 og dermed har den højeste kontrast.

På Ohm Yogas hjemmeside scorer:

  • hvid tekst på gul baggrund 1,83
  • mørkegrå tekst på lysegrå baggrund 3,69

Efter en lille justering, hvor tekstfarven ændres til sort, stiger kontrasten markant, og teksten bliver straks langt mere læsevenlig.

Små detaljer med stor betydning

Læsbarhed er blot ét af de parametre, jeg gennemgår i en visuel analyse. Andre vigtige faktorer er blandt andet billedvalg, farver, typografi, indhold og design, set ud fra både et psykologisk og funktionelt perspektiv.

Det er ofte de små detaljer, man selv er blevet blind for. Men det er også ofte dem, der afgør, om en besøgende bliver hængende eller klikker videre.

Få en visuel analyse af din hjemmeside og/eller sociale medie. Læs om min ydelse her →

Relaterede indlæg