Da jeg fandt ud af, at min hadefarve var grå, og sofaen skulle udskiftes

Jeg vidste ikke, at min hadefarve var grå. Men da det gik op for mig, skiftede jeg min sofa ud med det samme.

For nylig var min motivation lav efter en drænende periode med hektiske dage og sygdom. For at få min motivation tilbage lånte jeg mange ret spændende bøger fra biblioteket. Det primære emne var visuelle virkemidler, og jeg læste om alt fra branding og grafisk design til farvepsykologi.

Farvepsykologi fangede mig hurtigt. Flere forfattere pegede på, hvor meget symbolik og psykologi der faktisk ligger i vores farvevalg. Fælles for bøgerne var konklusionen om, at farver påvirker os mennesker mere, end vi tror.

Farvetesten med de 10 mest almindelige farver

I bogen “Din Farvepsykologi” af Birgitte Hultberg bliver man præsenteret for en øvelse, hvor man skal tage stilling til de 10 mest almindelige farver og give dem point: sort, hvid, grå, brun, rød, gul, orange, blå, grøn og lilla.

Øvelsen starter med, at du skal forestille dig farverne for dit indre blik. Du skal nærmest se farven for dig på en stor skærm. Det er ikke farven i sig selv, der vurderes, men din personlige association af nuancen.

Da jeg selv lavede øvelsen, fandt jeg det ret interessant, at en af mine yndlingsfarver fra ungdommen, lilla, slet ikke er en farve, jeg bruger længere. Men for mit indre blik var det stadigvæk en af mine favoritfarver. Derudover scorede blå og grøn også højt, mens grå lå i bunden. Grå var altså min hadefarve.

Det ironiske var, at jeg tog testen iført en grå uldtrøje, siddende i min mørkegrå sofa. Jeg kiggede ned og undrede mig: “Hvorfor har jeg så mange grå ting, når jeg slet ikke kan lide farven?”

Sofaen skulle straks skiftes ud

Jeg endte hurtigt med at slå fast, at sofaen måtte udskiftes til en varmere nuance. Men en lilla, blå eller grøn sofa ville blive for intens, og vi endte med at købe en beige. Rimelig neutral, men i det mindste ikke grå.

Bogen arbejder videre med at give farverne point og koble resultaterne til psykologiske mønstre baseret på Jungs arketyper, som giver indsigt i farvernes betydning for dig og dit liv. Jeg nåede ikke hele vejen igennem indholdet, men farvetesten i sig selv satte noget i gang.

Test dig selv og find dine farver

Hvis du er nysgerrig, kan du selv lave øvelsen. Tænk på hver af de 10 farver, én ad gangen, og giv dem en score: sort, hvid, grå, brun, rød, gul, orange, blå, grøn og lilla.

Det kan være interessant at se, hvad der havner øverst, og hvad der ender på sidstepladsen. Måske opdager du også, at noget omkring dig ikke helt stemmer overens med det, du faktisk foretrækker.

Prøv eventuelt at låne bogen på biblioteket. Det kan være, farvepsykologi vil interessere dig, ligeså meget som det fangede mig.

Relaterede indlæg